Papirvalg

Vælg den rigtige papirtype første gang

By: Contigo Print Group
maj 9, 2018

Der er stor forskel på udtrykket ved en tryksag og en digital skærm. Forskellen ligger blandt andet i stoflighed, fokus, overblik og andre sanselige ting, som kan være svære at definere. Der er derfor også stor forskel på at sidde og bladre igennem et katalog eller et blad og på at sidde og scrolle ned over indholdet på tablet. Tryksagen kan man gemme og vende tilbage til, mens livet online leves mere i glimt og man er hurtigt videre til noget andet. Fordybelsen tilhører mere de trykte medier.

Når vi hos Contigo taler for tryksager, så betyder det ikke, at vi ikke ser fordele ved de teknologiske og digitale muligheder. Vi er blot af den overbevisning, at begge medier, tryksager såvel som digitale medier, kan noget hver især – værdien ligger derfor i samspillet mellem de trykte og de digitale løsninger.

Papiret medvirker til, at det grafiske udtryk kommer igennem på den rigtige måde. Valg af det rigtige papir handler om at honorere tilsvarende mange krav og ønsker: Vægt, miljø, overflade, transparent, genbrug, glathed, sugeevne m.v. I dag kan man næsten trykke på al slags papir i offset. Nogle papirkvaliteter og gramvægte er bedst egnet til rotationstrykning, mens andre passer bedre til trykning i ark.

Fornuft og følelser i kommunikationen

Papirets egenskaber kan sammenfattes i begrebet runability. Runability omfatter papirets stivhed, planhed og dimensionsstabilitet. Specielt ved rotationstryk og ved færdiggørelse/bogbind er der fokus på papirets trækstyrke, rivstyrke og falsestyrke. Andre egenskaber betyder mere i forhold til trykning. Disse egenskaber kan sammenfattes i begrebet printability og inkluderer blandt andet overfladestyrke, glathed, PH-værdi og sugeevne.

Ved lidt større oplag kan det være en god idé at begrænse antallet af papirtyper. Småordrer betyder ofte højere indkøbspriser, eventuelt ventetid på leverancer og risiko for rester. Samlet set køber Contigo stort ind netop for at effektivisere produktionsprocessen og sikre konkurrencedygtige priser. Vi tilbyder udvalgte ”Contigo-kvaliteter”, som dækker de mest gængse ordrer og modsvarer kundernes krav til pris og kvalitet.

Og lad os lige korrigere en misforståelse omkring ”vægtbalance”: Tykt papir behøver ikke veje mere end tyndt. Der er flere ”kraftige” papirtyper, som ikke trykker vægten, fordi de har en porøs sammensætning, og fibrene er hårdt pakkede. Det rigtige papirvalg er således altid en afvejning af pris, kvalitet, stil og tone, æstetik, billedgengivelse, illustrationer og læsbarhed.

  • Kender du papirtypen?

    Når det kommer til billedbehandlingen, så er det altid vigtigt at vælge præcis den farveprofil, der passer til papirvalget. Der kan vælges i mellem de fire hovedtyper af papir, der findes: Matbestrøget og glittet samt ubestrøget og ekstra sugende ubestrøget – også kaldet offset.

    Glittet papir har en farvemætning på næsten 400%. Det betyder, at denne papirtype er den, der suger mindst farve, hvorimod offsetpapir har en farvemætning under 280%. I mellem disse to papirtyper findes matbestrøget papir, som har en farvemætning på omkring 300%, hvilket også gør sig gældende for ubestrøget papir af god kvalitet. Disse to papirtyper suger således lidt mere farve end glittet papir men mindre end offsetpapir.

  • 7 gode overvejelser

    –  Gå ikke altid efter det hvideste papir. Det kan virke trættende og lidt klinisk at se på.

    –  Det blanke papir er måske ikke det bedste valg, hvis det betyder reflekser, som nedsætter læsbarheden.

    –  En papirprøve/dummy siger meget mere end de tekniske specifikationer. Hvordan virker tryksagen umiddelbart? God at bladre i eller…? Hvordan er helhedsindtrykket. For der er ikke mange sekunder til at vinde modtageren ved første øjekast.

    –  Matbestrøget papir kræver god tid til tørring og færdiggørelse. Ellers er der risiko for generende afsmitning. Bemærk: Matbestrøget papir er også følsomt over for ridser.

    –  Papirvalg til tryk med guld- eller sølvfarve, fluorescerende farver, refleksblå og andre vanskelige farver kræver ekstra opmærksomhed. De flotteste tryk fås på blankt og kraftigt bestrøget papir, men samtidig er der mulighed for pulvertørring og afsmitning.

    –  Lakeffekten er afhængig af papirkvaliteten. Selv en meget blank lak giver ikke høj glans på mat og sugende papir.

    –  Tænk grønt. Vælg miljømærket papir eller eventuelt genbrugspapir.